Af Hanne Winter; FSK-PO

I påsken 2023 kørte WWF, Verdensnaturfonden i Danmark kampagne, hvor de opfordrer danskerne til “ikke at spise ål“. WWF hævder, at ålebestanden er reduceret med 98 % siden 1980, og at danskerne derfor ikke bør spise ål. FSK-PO har talt med Andrew Kerr fra Sustainable Eel Group, SEG, om ål, den europæiske plan for dens genopretning, og fremtidsudsigterne for vores ålebestand.

“Jeg vil på ingen måde sige, at ålen har det godt. Arten er i alvorlige problemer, men det går fremad. Måske for langsomt, men jeg er ikke så bekymret som for ti år siden. Der er al mulig grund til at arbejde på en realistisk og mulig plan for ålens genopretning nu, men at stoppe med at spise er intet andet end at fjerne opmærksomheden for det, der virkelig virker. Og det vil ikke føre til ålens genopretning“, siger Andrew Kerr.

Ålen er en bestand – og den er ikke faldet med 98%

WWF hævder i deres “spis ikke ål-kampagne”, at ålebestanden er faldet med 98 %. Men ifølge Andrew Kerr er dette en forenkling, der trækker opmærksomheden væk fra, hvad vi faktisk har opnået indtil nu, og ikke mindst opmærksomheden væk fra, hvad vi er nødt til at gøre nu og her.

Ål vokser op i europæiske farvande. Når de er kønsmodne, vender blankålene tilbage til Sargassohavet for at gyde. De unge larver klækkes og søger tilbage til de europæiske kyster, hvor de ankommer som små gennemsigtige glasål. Fra glasål bliver de til gule ål. Alen kan forblive i dette stadie i mange år, før de skifter til blankål. I den nordlige del af Europa kan denne periode vare 10-50 år, i de varmere sydlige dele tager det i nogle tilfælde kun tre år.

Ålebestanden i hele EU er kun en enkelt bestand. Og glasål vender tilbage til tilfældige kyster. Det betyder, at glasål fra en voksen ål fra danske farvande sagtens kan vende tilbage i det sydlige Europa og omvendt.

I dag – forklarer Andrew Kerr – skønnes det, at ca. 1,3 milliarder glasål ankommer til de europæiske kyster. Dette er omkring 10 % af det, der ankom for 50-100 år siden.

I Nordsø-området var der dog i 80erne en yderligere nedgang i antallet af glasål. En nedgang, der har påvirket området glasåls-ankomster siden.

Hvad der forårsagede denne yderligere nedgang, er uvist, men den er ikke vendt, og den nuværende rekruttering i Nordsøområdet er faktisk kun omkring 1%, fortæller Andrew Kerr, men uddyber, at det er vigtigt at huske på, at dette kun gælder for en del af Europa, og at den samlede mængde glasål, der vender tilbage, ikke er på et så lavt niveau.

Det går bedre for ålen

Ifølge Andrew Kerr er det vigtigste dog ikke de absolutte tal, men at tilbagegangen fra 1980 til 2010 er stoppet efter 2011. Både i Nordsøområdet og i det øvrige Europa, hvilket tyder stærkt på, at EU-planen fra 2007 om at genoprette ålebestanden begynder at virke.

“Ifølge forskere er tilbagegangen i antallet af glasål, der kommer til Europa, stoppet siden 2011, og resultaterne viser faktisk også, at antallet af glasål, der kommer til Europa som helhed, faktisk er stigende“, fortsætter Andrew Kerr.

Åleproblemet er et miljøproblem

Indtil nu har EU’s ålegenopretningsplan primært omhandlet reduktioner i fiskeriet. Senest med EU’s krav om en meget kraftig reduktion i – primært det danske – blankålsfiskeri.

De største trusler mangler dog stadig at blive løst. Ifølge Andrew Kerr er åleforvaltning nemlig primært et miljøproblem. Ifølge Andrew Kerr har fiskeri selvfølgelig en effekt. Men først og fremmest har fiskeri altid skullet tilpasse sig (langsomt forringede) miljømæssige omstændigheder. Derfor er tilstanden i ålebestanden primært et symbol på vores manglende evne til at genopbygge og genoprette vores ferskvandsøkosystemer.

”Når det kommercielle ålefiskerier bliver officielt forbudt (som WWF og andre grønne organisationer ønsker), er den største risiko, at fiskeriet vil fortsætte i det skjulte: ureguleret, småskalalovligt fiskeri af mange slags, drevet af meget lukrative ulovligt handelsmarkeder”, siger Andrew Kerr.

Andrew Kerr mener, at hvis ålen ikke længere er en kommerciel art, er der en stor risiko for, at de foranstaltninger, der faktisk ville hjælpe på ålens genopretning, ikke bliver prioriteret eller implementeret, og ålen – som de fleste andre ferskvandsarter – vil blive glemt.

“Faktisk kan det at bibeholde ålen som en velreguleret kommerciel art være den eneste måde at redde ålen på i det lange løb,” siger Andrew Kerr.

Også flere store ål ved kysterne

Andrew Kerr forklarer, at glasål-indekset – antallet af glasål – er stoppet med at falde efter 2011, og nu stiger, men at man nu også ser en effekt af de tiltag, der er gjort siden 2007, ved at også de lokale bestande af ål stiger. Noget som mange fiskere oplever. Også i Danmark oplever fiskere en stigning i antallet af voksne ål. Og Andrew Kerr hører det samme fra hele EU.

“Vi er ikke i mål endnu. Men de resultater, vi ser nu, indikerer, at vi sandsynligvis er på rette vej. Lad os ikke risikere alt ved at ændre taktik nu”, siger Andrew Kerr.

Red ålens levesteder – luk ikke fiskeriet eller stop med at spise ål

Ålens levesteder og deres genopretning er ifølge Andrew Kerr nøglen til at redde ålen.

Andrew Kerr uddyber dette synspunkt med Biscayabugten som et eksempel. Andrew Kerr fortæller FSK-PO, at 75 % af alle glasål, der kommer til Europa, ankommer her, og området modtager årligt over en milliard glasål. Men området er for ødelagt til faktisk at optage og understøtte de mange ål, der ankommer, fordi så mange vådområder er drænet, og der er utallige barrierer for ålens naturlige migration.

“Hvis vi vil redde den europæiske ål, ville Biscayabugten være et godt sted at starte med at genoprette ålens naturlige levesteder. At stoppe fiskerne i at tjene til livets ophold uden at tage fat på at genoprette levestederne, vil ikke løse vores udfordring med at genoprette ålebestanden,” siger Andrew Kerr.

Ifølge Andrew Kerr har fiskerierne et eget ansvar for at forvalte fiskeriet godt og bidrage til den overordnede beskyttelse på den bedst mulige måde. Derfor har Sustainable Eel Group udviklet en frivillig certificeringsordning for ålefiskere, åle-forhandlere og forarbejdningsvirksomheder. Ordningen hedder Eel Standard. Ifølge Andrew Kerr har et stigende antal fiskere (dog især i glasål-fiskeriet) i dag denne certificering.

Ifølge Andrew Kerr er tabet af vådområder, de 1,3 millioner spærringer og dæmninger, de ødelagte ferskvandsøkosystemer og ulovlig handel med glasål uden for EU de største trusler mod genopretningen af ålebestanden.

Og disse trusler skal minimeres eller helt fjernes. Ålereguleringen fra 2007 var ifølge Andrew Kerr et godt første skridt, men ifølge ham og Sustainable Eel Group er det er nu tid til at udvide indsatsen og tage fat på de “ikke så lette udfordringer”, dvs. miljøproblemerne.

Dette uddyber Sustainable Eel Group i deres Eel Deal plan, hvor de kræver den nødvendige beskyttelse af ålen inden 2030. (#EelDeal2030)