ER UDLEDNINGERNE FRA RGS90 LOVLIGE?

For når Miljø- og Fødevareklagenævnet har afgjort at der ikke må udlede stoffer til miljøet, hvor der i forvejen er for mange af dem; hvordan kan RGS så fortsætte? Og har RGS overhovedet været lovlig i de mange år der er udledt spildevand til Agersø Sund?

Miljøminister Magnus Heunicke (S) kunne ikke svare på Torsten Gejls spørgsmål.

Han kunne heller ikke svare på spørgsmålet om der i den nuværende udledningstilladelse til RGS Nordic er en såkaldt blandingszone – altså en zone, hvor udleder godt må overskride grænseværdierne.

Grunden til at miljøministeren ikke kan svare på spørgsmålet om blandingszoner er, at miljøministeriet – og altså ministerens embedsmænd – ifølge Ingeniøren ikke har et nationalt overblik over hvor der er givet tilladelse til blandingszoner.

Svaret på spørgsmålet om blandingszone er i øvrigt nej. I dag har RGS ingen blandingszone.

Sagen om RGS har – desværre – vist, at vores miljømyndigheder ikke har overblik over, hvor og i hvilke mængder der tilføres miljøfremmede stoffer til vores havmiljø, alt imens den ”kemiske tilstand” i stort set alle vores kystområder blinker rødt. Altså er i dårlig kemisk tilstand for en eller flere stoffer.

Miljømyndighederne har også vejledt f.eks. kommuner forkert i forhold til de regler der gælder for udledning af spildevand til vores havmiljø – og trak derfor den 6. marts i år, dele af deres vejledning om dette tilbage.

Ifølge Magnus Heunicke arbejder hans embedsmænd stadig på en ny vejledning, og på hvilke konsekvenser en sådan måtte have. Også for nuværende tilladelser.

Men altså – det ændrer ikke ved, at der stadig fosser spildevand ud i Agersø Sund fra RGS Nordic, blandt andet som følge af deres ”rensning” af spildevand fra den norske olieindustri.

Det er for FSK-PO helt klart at miljøets minister Magnus Heunicke bør handle nu, og:

1. Annullere den nuværende tilladelse som RGS Nordic har til at importere spildevand fra Norge.

2. Sikre at en evt. ny godkendelse af RGS Nordics spildevandsudledning skal være uden blandingszone og lever op til vandrammedirektivets bestemmelser

3. Sikre at alle udledningstilladelser – både nye og allerede eksisterende – bør tilrettes i lyset af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse

Vi afventer i spænding. Sagen om RGS Nordic kan nemlig vise sig at får enorme positive konsekvenser for vores havmiljø, fordi Danmark nu af denne sag kan blive tvunget til at følge EU lovgivningen.

Flere samråd er på vej om vores havmiljø. Alternativet har barslet flere samråd om RGS Nordic og den 25. maj er der samråd om PFAS.

Foto: Greenpeace


HEUNICKE SKAL STOPPE IMPORTEN AF SPILDEVAND TIL RGS NU!

RGS Nordic har i 25 år importeret spildevand fra den norske olieindustri til ”rensning”, og udledt resterne i til Agersø sund. I dag er sundet dødt.

I april meddelte miljøminister Magnus Heunicke (S) at Danmark fremadrettet vil give afslag på import af olieholdigt spildevand, som man ellers tidligere har givet tilladelse til. Det skal vores miljøminister have ros for.

Men, miljøministeren får altså ikke ros for, at han ikke vil røre ved den tilladelse, der allerede er givet.

Der ligger allerede en tilladelse til import, der betyder at RGS Nordic i de næste år kan importeres 500.000 tons spildevand til Danmark fra Norge. Og den tilladelse vil Heunicke altså ikke pille ved, fordi tilladelsen blev givet inden beslutningen blev truffet om at stoppe importen.

Og derfor er det altså først om ca. 2,5 år der vil være sat en ”prop i hullet” for norsk olieindustris forurening af Agersø Sund.

På den baggrund kalder Rent Havmiljø Nu, Greenpeace mfl. Til demonstration på søndag den 14. maj. For at råbe miljøministeren op. Herfra skal lyde en opfordring til alle om at bakke op om demonstrationen.

Miljøminister Magnus Heunicke har mange sager på sit bord, som giver ham en reel politisk mulighed for at sætte en retning, der sikrer, at vi efterlader et hav til de næste generationer, der er en smule bedre end i dag.

Men indtil videre sidder han på hænderne. Desværre også i denne sag om at stoppe importen af affald fra Norge.

Magnus Heunicke har sagt, han vil passe på det danske havmiljø, og det fremgår af regeringsgrundlaget, at Danmark vil leve op til vandrammedirektivet, hvilket betyde at vi skal have ”god tilstand” i vores kystvande i 2027.

Vi når ikke den ”gode tilstand” i tide. Men vi er nødt til at sætte alle sejl til nu, hvis vi nogensinde skal nå derhen, hvor vi atter har et hav, vi kan være bekendt at give videre til de næste generationer.

Det ved Magnus Heunicke godt. Nu skal han ”bare” gøre noget ved det. Han kunne passende starte, ved at sætte en stoppe for tilladelsen til import af spildevand fra Norge.

Magnus Heunicke er desuden kaldt i samråd den 10 maj, om en anden RGS Nordic sag. Samrådet omhandler hvis ansvar, det er,  at stå for miljøgodkendelsen af RGS Nordic. Læs mere om samrådet her.