Ny rapport om Limfjorden: Det tager 37 år at rette op – medmindre vi sætter ind det rigtige sted
Fagbladet Ingeniøren har sat fokus på rapportens konklusioner, som desværre slår en tyk streg under den katastrofale virkelighed, mange lokale kystfiskere mærker på egen krop: Limfjordens økosystem er reelt i knæ, bundforholdene kvæles i tilbagevendende, voldsomme iltsvind, og de kystnære fiskebestande er stort set forsvundet.
Når tidshorisonten for en sund fjord lyder på næsten fire årtier, vækker det dyb bekymring og frustration hos os i Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri (FSK). Vores lokale medlemmer lever af og med fjorden, men et aktivt, skånsomt kystfiskeri har ingen fremtid på et dødt havmiljø.
Hvor kommer problemerne fra?
Rapporten bringer vigtig og nuanceret fakta ind i debatten om, hvorfor Limfjorden har det så skidt. Ofte rettes blikket mod spildevandsudledninger og overløb fra byerne, når der tales om forurening. Men Kystvandrådets undersøgelse viser et andet billede: Spildevand og overløb udgør reelt kun en forsvindende lille del af det samlede problem i Limfjorden.
Den helt store, centrale årsag er de massive mængder af kvælstof, der via regnvand og vandløb vaskes ud fra det intensive landbrug i fjordens store opland. Det er denne konstante tilførsel af næringsstoffer, der nærer algevæksten og skaber det iltsvind, som i sidste ende kvæler livet på bunden.
FSK mener: Løsningen ligger på land
Hvis vi vil forkorte de 37 års ventetid og give Limfjorden – og dermed det lokale fiskeri – en reel chance, skal der sættes ind der, hvor det batter mest.
Fra FSK’s perspektiv er budskabet klart: Vi kan ikke nøjes med at symptombehandle eller stirre os blinde på de mindre punktkilder. Hvis fremtidens kystfiskere også skal kunne hente skånsomt fangede fisk i Limfjorden, er det nødvendigt med en ambitiøs og hurtig indsats på land. Det kræver politisk vilje til at mindske kvælstofudledningen markant og udtage de mest sårbare landbrugsjorder tæt på vores vandløb.
Limfjorden har brug for en hjælpende hånd nu – ikke om 37 år.
Læs mere her:
-
Dyk ned i slutrapporten og materialet hos Viborg Kommune / Kystvandrådet for den centrale del af Limfjorden.
-
Læs også artiklen hos Ingeniøren: Limfjorden tager 37 år at redde.
Landbruget erklærer treparten død – men havet forhandler ikke
Af Søren Jacobsen, erhvervsfisker og formand for Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri Producentorganisation
Når formanden Søren Søndergaard for Landbrug & Fødevarer erklærer den grønne trepart “død”, er det ikke bare endnu et hårdt politisk signal i en interessekamp. Det er en udmelding, der reelt sår tvivl om, hvorvidt Danmark fortsat har en fælles kurs for at redde havmiljøet.
For de kystnære erhvervsfiskere, der lever af skånsomt fiskeri tæt på kysten, er det et alvorligt faresignal. Ikke fordi treparten i sig selv er perfekt, men fordi den repræsenterer et af de få steder, hvor der faktisk har været et forsøg på at finde en fælles retning for hav, landbrug og natur.
Jeg er selv erhvervsfisker. Jeg lever af havet. Og jeg kan se udviklingen med egne øjne.
Vi står midt i en alvorlig havmiljøkrise: iltsvind, fedtemøg og fjorde i dårlig tilstand. Det er ikke teori eller rapporter for os – det er det hav, vi arbejder på hver eneste dag.
Der er bred faglig enighed om, at kvælstofudledningen skal ned, hvis udviklingen skal vendes. Det peger forskere, Tænketanken HAV og en lang række analyser på.
Når formand Søren Søndergaard siger, at den grønne trepart reelt ikke eksisterer længere, efterlader det et indtryk af, at man er parat til at træde væk fra det fælles ansvar, netop når opgaven bliver konkret.
Derfor burde retningen være den modsatte: mere samarbejde, ikke mindre.
Landbrug og fiskeri er begge afhængige af naturen – og begge lever af de samme sunde økosystemer. Netop derfor burde der også være en naturlig solidaritet mellem erhvervene. En forståelse af, at når havmiljøet svækkes, rammer det ikke kun fiskerne, men hele den fælles værdikæde omkring naturen.
Når den grønne trepart erklæres “død”, svigter vi de kommende generationer, og risikerer vi at miste den fælles ramme, der er nødvendig for at vende udviklingen, hvor vi kan finde den balance for, hvordan vi kan høste og bruge naturen og stadigvæk passe på den.
Men havet forhandler ikke.
Konsekvensen af stilstand er kun én: mere iltsvind, fedtemøg og et dårligere havmiljø – og endnu hårdere vilkår for os, der lever af det.
EU-Parlamentet sender klart signal: Østersøen skal væk fra industrifiskeri – og styrke kystfiskeriet
EU-Parlamentet har den 21. maj 2026 vedtaget en betænkning om Østersøens fremtid på baggrund af et forslag fra det svenske medlem af Europa-Parlamentet Isabella Lövin. Betænkningen blev vedtaget med et klart flertal og udtrykker parlamentets politiske holdning til den alvorlige situation i Østersøen.
Betænkningen opfordrer blandt andet til at begrænse eller standse det industrielle trawlfiskeri efter sild og brisling i Østersøen, indtil fiskebestandene er genopbygget. Samtidig lægger EU-Parlamentet op til en mere grundlæggende ændring af fiskeriforvaltningen, hvor hensynet til økosystemet og de kystnære samfund skal vægtes højere end i dag.
Ifølge Isabella Lövin bør fremtidens fiskeri i højere grad prioritere det småskala-baserede og skånsomme kystfiskeri, som leverer fødevarer direkte til mennesker, frem for et industrielt fiskeri, hvor store mængder fisk anvendes til fiskemel og dyrefoder.
Betænkningen peger desuden på, at den nuværende forvaltningsmodel for Østersøen ikke i tilstrækkelig grad har sikret hverken en bæredygtig udvikling af fiskebestandene eller en balanceret socioøkonomisk udvikling i de kystnære områder. Flere bestande er fortsat under betydeligt pres, herunder torsk, sild og laks.
EU-Parlamentet opfordrer derfor EU-Kommissionen og medlemslandene til at tage mere vidtgående og hurtige skridt for at sikre genopbygning af fiskebestandene og et sundere havmiljø. Blandt anbefalingerne er mere forsigtige kvoter, bedre videnskabelig rådgivning og en mere økosystembaseret tilgang til fiskeriforvaltningen.
Fra FSK-PO ser vi positivt på, at der nu er et tydeligt politisk signal om behovet for at bevæge Østersøens fiskeri væk fra et ensidigt industrifiskeri og i retning af et mere skånsomt og kystnært fiskeri. En sådan omstilling er nødvendig, hvis fiskebestandene skal genopbygges, og hvis der fortsat skal være liv og arbejdspladser i de kystnære samfund.
Betænkningen er ikke juridisk bindende, men den markerer et vigtigt politisk signal til både EU-Kommissionen og medlemslandene om behovet for at ændre kurs i Østersøen.