10. februar 2026|In Fiskeri, Fiskeripolitik

Nye regler rammer kystfiskeriet uforholdsmæssigt hårdt

FSK-PO advarer mod nye regler, der rammer det skånsomme kystfiskeri uforholdsmæssigt hårdt, og opfordrer til en mere risikobaseret og fleksibel fiskeriforvaltning.

Billede afFSKPO og Fiskeristyrelsen

FSK-PO har rettet henvendelse til Fødevareministeriet og Fiskeristyrelsen om en række nye og skærpede regler, der samlet set lægger et stigende pres på det skånsomme kystfiskeri – senest i forbindelse med nye tilladelser til hummerfiskeri.

Hummerfiskeri uden for Limfjorden er meget begrænset og består i praksis ofte af få, men velkomne bifangster i garnfiskeriet. Alligevel er der nu indført nye krav i tilladelserne, som hverken har været varslet eller står mål med risikoen ved fiskeriet. Et eksempel er kravet om melding to timer før landing – et krav, der tidligere har vist sig særdeles problematisk for fleksible, kystnære fiskerier.

Kystfiskeriet adskiller sig markant fra det åbne havfiskeri. Det foregår tæt på kysten og havnene, med korte ture og behov for hurtig tilpasning til vejr og forhold. En ensartet regulering, der ikke tager højde for disse forskelle, risikerer derfor at ramme kystfiskerne uforholdsmæssigt hårdt – uden at bidrage væsentligt til bedre kontrol, bæredygtighed eller havmiljø.

FSK-PO undrer sig samtidig over Fiskeristyrelsens prioriteringer. Mens der løbende indføres nye krav og administrative byrder for kystfiskeriet, opleves der fortsat manglende fokus på alvorlige og systematiske problemer som high-grading, brud på landingsforpligtelsen, manipulation med motorbegrænsninger og redskaber samt andre forhold, der reelt underminerer fiskebestande, forvaltning og videnskabeligt grundlag.

Kystfiskerne står allerede over for en lang række samtidige udfordringer: reduktioner i vigtige kvoter, stop eller begrænsninger i flere fiskerier, nye tekniske krav til redskaber, øgede kontrolkrav som følge af den nye kontrolforordning samt kystnære strengt beskyttede områder – oveni et havmiljø i dårlig forfatning. I modsætning til større fartøjer har kystfiskerne ikke mulighed for blot at sejle længere væk for at finde nye fiskepladser.

Derfor opfordrer FSK-PO Fødevareministeriet og Fiskeristyrelsen til at genoverveje den nuværende tilgang til regulering og kontrol af kystfiskeriet og i højere grad arbejde ud fra en risikobaseret og proportionel tilgang. Nationale regler bør indrettes, så de understøtter – og ikke undergraver – de politiske målsætninger om at sikre og udvikle et levedygtigt, skånsomt kystfiskeri.

FSK-PO er i dialog med myndighederne om, hvordan forvaltning og regelsæt kan gøres mere fleksible og målrettede, til gavn for både havmiljøet, fiskeriet og kommende generationer.

Aktuelle nyheder