Fiskeridebatten er ikke afsporet – det er forvaltningen
I dag har vi et indlæg i Altinget.dk som svar til professor emeritus Peder Andersen, der tidligere skrev, at debatten om fiskeriet var afsporet. Professoren skriver bl.a., at “det ikke er realistisk at omlægge al fiskeri til garnfiskeri”. Men det er der heller ingen, der har foreslået. Det er det, man kalder en stråmand.
Et af problemerne er derimod, at rettigheder er blevet en handelsvare med IOK/FKA – en model, som professor Peder Andersen selv var en varm fortaler for tilbage i 2005. Mange af jer har mærket konsekvenserne. Kvoterne er røget på færre hænder og har favoriseret ganske få fiskere. De små havne og landingspladser er blevet klemt – eller helt forsvundet. Lokale arbejdspladser er gået tabt, og uligheden i fiskeriet er vokset de sidste 20 år.
Professoren kalder desuden Kystfiskerordningen for en rendyrket støtteordning, som skal holde liv i nogle få kystfiskere. Men det passer heller ikke. Kystfiskerordningen handler om meget mere end det – bl.a. om at rette op på noget af den skævhed og sikre, at der er adgang til tilgængelige fiskerettigheder for både nuværende fiskere og kommende generationer af unge kystfiskere i flere lokalområder – og det er netop dét, som én lukket kystfiskerordning kan. Derfor bør man bakke fiskeriminister op om Jacob Jensen og regeringen.
Den retning bør styrkes – ikke svækkes. Det er faktisk dét, EU selv lægger op til i artikel 17, som vi i Danmark er forpligtet til at følge: Nemlig at fordele fiskerettigheder efter miljømæssige, økonomiske og samfundsmæssige hensyn – så vi kan få et mangfoldigt og forskelligt fiskeri, der fordeler sig over flere egne af landet.
Læs hele indlægget her: https://www.altinget.dk/foedevarer/artikel/skaansomt-kystfiskeri-fiskeridebatten-er-ikke-afsporet-men-det-er-forvaltningen
Ny bevilling skal søges pga. CO2-afgift
Vi er blevet gjort opmærksomme på, at Skattestyrelsen har sendt besked til alle fiskere om, at der i forbindelse med den nye CO2-afgift skal søges om ny bevilling til afgiftsfritagelse/-godtgørelse. Dette gælder både CO2-afgiften og de eksisterende energiafgifter, herunder NOx og svovlafgift. Ansøgningen skal være indsendt senest 1. maj 2025.
Sådan ansøger I om en ny bevilling:
I ansøger om en ny bevilling ved at udfylde og sende blanket 23.024 til Skat.dk.
1) Download blanket 23.024. I kan også finde den på skat.dk.
2) Indtast skibets kendingsbogstaver i feltet evt. registreringsnummer og navn, og indtast øvrige oplysninger.
3) Log på skat.dk/tastselverhverv –> Kontakt –> Skriv til os –> Indsend/indberet til os (fx blanket/bilag) –> Blanketter –> Andre blanketter og bilag.
Skriv sags- eller journalnummeret på jeres nuværende bevilling i beskeden.