9. juni 2026|In Fiskeri, Miljø

Landbruget erklærer treparten død – men havet forhandler ikke

Landbrug & Fødevarer truer med at trække sig fra den grønne trepart. For det skånsomme kystfiskeri er det et alvorligt signal om, at man er klar til at lade havmiljøet i stikken, netop som opgaven bliver konkret.

Af Søren Jacobsen, erhvervsfisker og formand for Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri Producentorganisation

Når formanden Søren Søndergaard for Landbrug & Fødevarer erklærer den grønne trepart “død”, er det ikke bare endnu et hårdt politisk signal i en interessekamp. Det er en udmelding, der reelt sår tvivl om, hvorvidt Danmark fortsat har en fælles kurs for at redde havmiljøet.

For de kystnære erhvervsfiskere, der lever af skånsomt fiskeri tæt på kysten, er det et alvorligt faresignal. Ikke fordi treparten i sig selv er perfekt, men fordi den repræsenterer et af de få steder, hvor der faktisk har været et forsøg på at finde en fælles retning for hav, landbrug og natur.

Jeg er selv erhvervsfisker. Jeg lever af havet. Og jeg kan se udviklingen med egne øjne.

Vi står midt i en alvorlig havmiljøkrise: iltsvind, fedtemøg og fjorde i dårlig tilstand. Det er ikke teori eller rapporter for os – det er det hav, vi arbejder på hver eneste dag.

Der er bred faglig enighed om, at kvælstofudledningen skal ned, hvis udviklingen skal vendes. Det peger forskere, Tænketanken HAV og en lang række analyser på.

Når formand Søren Søndergaard siger, at den grønne trepart reelt ikke eksisterer længere, efterlader det et indtryk af, at man er parat til at træde væk fra det fælles ansvar, netop når opgaven bliver konkret.

Derfor burde retningen være den modsatte: mere samarbejde, ikke mindre.

Landbrug og fiskeri er begge afhængige af naturen – og begge lever af de samme sunde økosystemer. Netop derfor burde der også være en naturlig solidaritet mellem erhvervene. En forståelse af, at når havmiljøet svækkes, rammer det ikke kun fiskerne, men hele den fælles værdikæde omkring naturen.

Når den grønne trepart erklæres “død”, svigter vi de kommende generationer, og risikerer vi at miste den fælles ramme, der er nødvendig for at vende udviklingen, hvor vi kan finde den balance for, hvordan vi kan høste og bruge naturen og stadigvæk passe på den.

Men havet forhandler ikke.

Konsekvensen af stilstand er kun én: mere iltsvind, fedtemøg og et dårligere havmiljø – og endnu hårdere vilkår for os, der lever af det.

Aktuelle nyheder