Grønland har netop vedtaget en ny fiskerilov, som kan få stor betydning for landets fremtid. Men loven har også vakt bekymring – både i Grønland og i Danmarks. For det handler ikke kun om fisk, men også om magten over havets ressourcer i en tid med stigende international opmærksomhed, samt hvordan værdierne forbliver i kystsamfundene og gavner kommende generationer.

Vi har skrevet et debatindlæg om situationen i Grønland, som viser, hvad der er på spil, når fiskeriet fjernes fra kystsamfundene. Det er en debat, der også vedrører os i Danmark, da erfaringerne viser, hvordan fiskerettigheder, der samles på få hænder, kan gå ud over de lokale fiskere – både i Grønland og i Danmark

Med den nye lov ønsker Grønland at sikre, at grønlandske selskaber får bedre adgang til fiskeriet, og at kvoter ikke samles på alt for få hænder. Derfor indføres et loft over, hvor mange kvoter én aktør må eje. Men mange frygter, at det ikke er nok til at forhindre en udvikling, hvor store aktører får for meget magt – som det skete i Danmark.

I Danmark blev fiskerikvoter gjort frit omsættelige i 2005. Det betød, at kvoterne kunne købes og sælges uden begrænsninger. I dag kontrollerer få selskaber og ganske få fiskere en stor del af kvoterne, og mange mindre fiskere må leje sig adgang til fisk, der tidligere var et fælles gode. Det har svækket lokalsamfundet og øget uligheden.

I Norge har man valgt en anden vej. Her er kvoterne tæt knyttet til den enkelte fisker og kan ikke bare sælges videre frit. Det har skabt et stærkt fiskerierhverv, hvor værdierne i højere grad bliver i lokalsamfundene.

Grønland har stadig valget. Danmark viser, hvordan det kan gå galt. Norge viser, at det kan gøres anderledes. Fiskene svømmer frit og tilhører ingen. Spørgsmålet er, hvem der får adgang til dem – og med hvilket ansvar.

Du kan læse hele debatindlægget her