11. juli 2024|In Fiskeri, Miljø

Fiskeristyrelsen lægger sig fladt ned

Fiskeristyrelsen erkender nu flere fejl, mangelfuld kontrol og "lægger sig fladt ned" over for samtlige kritikpunkter, som især TV2 Nyhederne har fremført af for stor motorkraft hos muslingefiskerne. Det inkluderer blandt andet, at den nye fortolkning af nedbremsningsforbuddet ikke er lovlig.

Billede afScreenshot fra TV2s hjemmeside

I fredags den 28. juni offentliggjorde Fiskeristyrelsen deres redegørelse om forvaltningen af motorkraft i områder med motorkraftbegrænsninger, som bl.a. Limfjorden, Rødspættekassen og område 22 i Østersøen. Sagen om de ulovligt store motorer har længe været kendt i fiskerikredse.

Ministeren tager sagen meget alvorligt, og vi i FSK forventer nu, at myndighederne får bragt orden på dette problem, som har haft store omkostninger for havmiljøet og kystfiskerne. Direktøren fra Fiskeristyrelsen siger bl.a.:
”… På motorkraftområdet og vores kontrol af redskaber kan jeg konstatere fejl eller mangler i relation til styrelsens bidrag til bl.a. besvarelse af spørgsmål fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, styrelsens præcisering af nedbremsningsforbuddet og håndteringen af konkrete overtrædelsesager.

Hvad sker der nu i sagen
Hvad der skal ske nu i forhold til motorkraft, kan man læse mere om på ministeriets hjemmeside. Man skal især bemærke, at der rettes op på sanktionspraksis, og at overvågning og ny bekendtgørelse vil indgå i de kommende forhandlinger om fremtidens erhvervsfiskeri, Fiskeristyrelsen genoptager med det samme kontrollen af fartøjers motorkraft. Kontrollen af motorkraftområdet opprioriteres. Der rettes op på sanktionspraksis, så overtrædelser af reglerne bliver sanktioneret efter gældende regler.
De eksisterende tilladelser gennemgås, og det vurderes, om der er sager, der skal genoptages. Dette igangsættes hurtigst muligt. Og ministeren beder DTU Aqua om en faglig vurdering af, om den mangelfulde kontrol af motorkraft har haft negative konsekvenser for havmiljøet. Hvis DTU Aquas vurdering viser, at den mangelfulde forvaltning har haft negativ indvirkning på havmiljøet, vil spørgsmålet om kompenserende foranstaltninger indgå i forhandlingerne om fremtidens erhvervsfiskeri.
Og endelig: ”Forvaltningen af motorkraftområdet indgår som et centralt element i departementets tilsyn med Fiskeristyrelsen.”

Læs mere her: fvm.dk/nyheder-og-pressemeddelelser/2024/jun/minister-ivaerksaetter-en-raekke-tiltag-paa-baggrund-af-kritisable-sager-paa-fiskeriomraadet-

Og læs på TV2s hjemmeside: nyheder.tv2.dk/2024-06-28-myndigheder-boer-skride-ind-overfor-ulovlige-skibe-mener-eksperter

Aktuelle nyheder