OM SKÅNSOMT KYSTFISKERI

SKÅNSOMT KYSTFISKERI ET GODT VALG
Skånsomt kystfiskeri foregår med fiskeredskaber, der har en minimal eller slet ingen påvirkning af havbunden. Det skånsomme fiskeri har næsten ingen bifangst, og et meget lille brændstofforbrug sammenlignet med andre fiskerier, der fisker efter de samme arter.

I garnfiskerierne står garnene stille i vandet eller på havbunden, og fiskene svømmer selv ind i nettet.

I det traditionelle danske snurrevodsfiskeri trækkes et tov, der har et net foroven, hen ad havbunden. Fiskeriet foregår med meget lav hastighed, og et let træk, fordi nettet trækkes ind ved hjælp af hydraulik på dækket af båden. Derfor kan denne type fiskeri kun foregå på meget glat og flad bund, og havbunden og havbundens dyr og natur påvirkes minimalt og fiskeriet har en lille bifangst.

Begge fiskerier er så skånsomme, at fisken kan landes levende.

KYSTFISKERI GIVER FRISK FISK
Kystfiskeri er en betegnelse for den type fiskeri, der foregår langs kysten fra mindre fartøjer. Kystfiskerer driver oftest dagsfiskeri, hvilket betyder, at fiskerne er ude og hjemme samme dag. Derfor kan kystfiskeriet sikre dagfanget frisk fisk. Kystfiskerfartøjer kan man finde i både store og små havne. Der findes også et havgående fiskeri, hvor større fartøjer fisker i længere tid ad gangen.

KYSTFISKERIET SIKRER ARBEJDSPLADSER
I de sidste 15 år er 49 fiskerihavne lukket og flere er på vej til at lide samme skæbne. Det betyder tab af arbejdspladser og muligheder for vækst. I dag sikrer kystfiskeriet allerede mange arbejdspladser til trods for at kystfiskeriet ikke har adgang til kvoterne. Ved at sikre kystfiskeriet flere kvoter vil der skabes flere arbejdspladser for den samme mængde fisk.