
Fiskerikajen, WWF Verdensnaturfonden og Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri (FSK) inviterer den 11. marts til en dag i fiskens tegn. På dagen sætter vi fokus på det
naturskånsomme kystfiskeri, hav-natur og den gode kvalitet af kystfanget fisk.
Kystfiskere fra hele Danmark kommer som noget helt unikt til København for at genoplive den gamle tradition ”fisketorvet”, hvor fiskerne sælger deres friskfangede fisk direkte til de københavnske kunder. Du kan derfor købe din fisk direkte fra den fisker der har fanget den, helt frisk, og med mulighed for at få en snak om kystfiskeriet og få lokale tips til den bedste tilberedning.
WWFs erfarne havbiolog og tidligere DR Nørd, Peter Skødt Knudsen, vil tage børn og barnlige sjæle med på et ”undervandsdyk” på en havbund, der sættes op foran
Torvehallerne, og skoletjenesten fra “den Blå Planet“ stiller deres flotte akvarier op på pladsen for at vise hvilke dyr der lever under havoverfladen.
Bliver man sulten serverer de dygtige kokke fra restaurant Musling lækre retter med fisk og skaldyr, der er fanget med omtanke for naturen.
Arrangementet åbner kl. 10.30 og slutter kl. 15.00.
Du kan se program og få mere information ved at følge dette link
Vi håber at se jer til en dag i fiskens tegn.
Med venlig hilsen
Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri, WWF Verdensnaturfonden og Fiskerikajen i samarbejde med Den Blå Planet.
Arbejdet med at fremme det danske naturskånsomme kystfiskeri støttes af VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN, der har bevilget midler til partnerskabsprojektet ”Naturskånsom fisk – fra hav til tallerken” hvor WWF, Verdensnaturfonden, Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri og Fiskerikajen har modtaget midler til at gennemføre et stort projekt til gavn for alle Danmarks kystfiskere.