Høringssvar til lovforslag om et trawlfrit Bælthav

By 2. november 2022Nyheder

Overordnet set mener FSK-PO ikke, at den foreslåede zone lever op til målsætningerne i delaftalen for Finansloven 2022. Derfor bør zonen udvides til at omfatte hele område 22. Derudover er der intet belæg for at inkludere et forbud mod traditionelt, ankeret snurrevod. Endelig mener vi, at den økonomiske vurdering er mangelfuld, idet en større satsning på skånsomt kystfiskeri samlet set vil øge indtægterne fra fiskeriet i området.

Et udvidet område for torsken – og for økonomien

Torsken er helt central i finanslovsforslaget. Hvis målet er at genoprette torskebestanden, bør den trawlfrie zone dække områder, hvor torsken lever og gyder. Dette er ikke tilfældet med den foreslåede zone. Levesteder for voksne torsk er meget varieret, da de foretrækker mange forskellige bundtyper. Da man ikke ved hvor de vigtige områder er, bør man beskytte hele område 22 (Bælthavet) for forbedre gyde- og opvækstforhold for vesttorsken. Der er en stor trawlintensitet syd for Langeland, syd for Lolland og syd for Femern (de dybe render). Det er i disse områder, at langt de fleste landinger af torsk kommer fra. Det er altså der, at de fisk, der rekrutteres til fiskeriet findes og fanges. Og et område som forslaget ikke beskytter.

Hvis man sikrer de bedste fiskepladser til skånsomt kystfiskeri vil værdien af de tildelte kvoter øges. Men det gør forslaget ikke.

Generelt kan et udvidet område betale sig økonomisk, da man med et skånsomt fiskeri samlet set kan løfte indtægterne fra fiskeriet i området. Det er kendt viden, at skånsomme fiskerier i Østersøen skaber markant større værdi pr. ton landet fisk sammenlignet med andet fiskeri. Denne værdiforøgelse fremgår ikke af den økonomiske konsekvensberegning af lovforslaget og bør bestemt medregnes.

Intet argument for at inkludere forbud mod snurrevod

Der er ikke noget argument for at inkludere snurrevod i et forbud mod trawlfiskeri, da snurrevod ikke påvirker havbunden negativt og er defineret som et naturskånsomt redskab i bekendtgørelsen om fiskeri. (BEK nr 1373 af 30/09/2022). Fisk fanget i snurrevod kan derfor landes under den statslige mærkningsordning NaturSkånsom. FSK-PO opfordrer derfor på det kraftigste til, at snurrevod udgår af bekendtgørelsen.

Læs hørings-bemærkningerne på:

FSK-PO Høringsbrev til høring trawlfri zone bekendtgørelse (sagsnr. 2021-7617)