Fiskere fjerner spøgelsesnet

By 30. august 2021Info

Fiskeriminister Rasmus Prehn (S) fik også tid til at snakke fiskeri og spøgelsesnet. Her med Peter Pedersen, der er erhvervsfisker på Limfjorden og en af fiskerne der fisker spøgelsesnet.

 

Den 26. august sejlede fiskeriminister Rasmus Prehn (S) ud på Limfjorden. En række lokale fiskere har i seks uger fisket efter spøgelsesnet i fjorden. Og ministeren skulle nu ved selvsyn se problemets omfang, og hvordan man fjerner spøgelsesnet. Fiskerne har fyldt over 100 store affaldssække med spøgelsesnet i den tid de har fisket.

Peter Pedersen er en af de lokale fiskere der hjælper til i projektet. Han er erhvervsfisker på fjorden, medlem af FSKPO, og har i mange år gjort myndighederne opmærksom på problemet med spøgelsesnet.

”Det er en virkelig skøn fornemmelse at være med til at rydde op i fjorden på en systematisk og tilrettelagt måde. Nu fjerner vi gamle net, det næste store skridt er jo så at sikre, at der ikke kommer flere net til”, siger Peter Pedersen.

I Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri PO er man også bekymrede for problemet omfang. Særligt i Limfjorden, og foreningen arbejder med ideer og tiltag der skal komme problemet til livs.

Fjernelse af spøgelsesnet er et projekt udført af DTU Aqua, men de får hjælp af de lokale fiskere til at indsamle de efterladte net. Projektet er støttet af Miljø- og fødevareministeriet.