Anna har succes med fiskekasser med skånsomt fanget fisk

By 4. juni 2021Info

Anna Borg er uddannet modedesigner. Hun kommer fra Vestjylland, hvor hun er vokset op med fisk og fiskeri helt tæt på.

Da hun flyttede til København var hun bestemt ikke imponeret af den fisk, der var at finde i supermarkederne, og fik derfor ideen til ”Annas Fiskekasser”.

Bæredygtighed og ansvarlighed for verden har Anna Borg blandt andet med fra hendes uddannelse. Og så var konceptet til Anna Fiskekasser født. Skånsomt fanget fisk af høj kvalitet – lige til døren.

”Bæredygtighed og kvalitet er alfa omega for mig, og derfor selvfølgelig også konceptet for ”Annas Fiskekasser”. Derfor er der kun skånsomt fanget fisk af den bedste kvalitet i kasserne og øko-æg i fiskefarsen”, siger Anna Borg

Anna Borg får næsten alt sin fisk fra Kystfiskerkompagniet i Korsør, der er en fiskeforarbejdnings- og engrosvirksomhed, der er ejet af kystfiskere, og som kun opkøber og sælger skånsomt fanget fisk.

Og her kommer fiskefarsen også fra. Og netop fiskefarsen taler Anna Borg meget om. Den er nemlig som rigtig fiskefars skal være. Hvor man kan se løgene og torskesmagen er tydelig, som den skal være i en fiskefrikadelle.

Fiskefarsen leveres frossen. Det samme gør fisken.

Og det med de frosne fisk er ikke noget danskerne normalt forbinder med god kvalitet. Men det vil Anna Borg gerne rykke ved. Og noget tyder på at hun er ved at lykkedes. For hendes forretning vokser. Og Anna Borg arbejder i dag fuldtid med at sælge fisk.

”Jeg får fisken meget kort tid efter den er kommet op af havet, og fryser den lynhurtigt ind enkeltvis. På den måde holder fisken både struktur og smag, og er efter min mening ligeså god som når den lige er fanget”, siger Anna Borg.

Anna Borg fryser og pakker fisken i et industrikøkken i Viby Sjælland, hvorfra hun sender abonnementskasser ud til hele Danmark.

Læse mere på www.annasfiskekasser.dk