11119710_460667864096913_3209791840761627438_o

For tredje gang åbner Odd Fellow Palæet dørene til deres imponerende lokaler for at slå et slag for det danske skånsomme kystfiskeri. Det sker søndag den 14. maj kl. 17.00. Her vil nogle af Danmarks bedste kokke forkæle de fremmødte gæster med spændende gourmetretter med dansk kystfanget fisk og skaldyr.

Der bliver stadig længere i mellem de kystfiskere, der fisker med naturskånsomme redskaber. På bare 10 år har to ud af tre kystfiskere forladt fiskeriet. Det er et stort tab for de kokke, der går op i friskhed og kvalitet. Kystfiskerne lander fiskene kort efter fangst, og kan derfor sikre restauranterne frisk fisk af meget høj kvalitet.

At arbejde med fisk fra det skånsomme kystfiskeri er en kæmpe fornøjelse for mig. Fisken er flot og frisk, og det giver selvfølgelig det bedste resultat på tallerkenen. Derfor arbejder jeg helst med kystfanget fisk fanget af de små kuttere”, siger Michael Garre, kok på Odd Fellow Palæet.

Ud over kvaliteten har det skånsomme kystfiskeri også en stærk miljøprofil. Fiskeredskaber som garn, tejner og snurrevod er nemlig skånsomme overfor havets natur, og så fisker de med minimal bifangst. Netop miljøprofilen er for mange kokke også en meget væsentlig grund til, at de vælger fisk fra kystfiskerierne.

For mig giver det god mening at støtte op om det naturskånsomme kystfiskeri i Danmark. Udover kvaliteten er den etiske årsag til at vælge skånsomt fanget fisk en meget vigtig faktor. Det handler om at tage et ansvar for miljøet, og vi kokke er vigtige formidlere, når det kommer til råvarer og kvalitet”, siger Mie Bostlund, kok på Odd Fellow Palæet.

Aftenens menu bliver sammensat af følgende kokke: Claus Henriksen fra Dragsholm Slot, Henrik Jyrk (tidligere Restaurant Kul), Morten Kryger Wulff aka “Cykelkokken”, Rasmus Leck Fischer fra Gastronomisk Innovation, Matthew Orlando fra Amass, Mads Battefeld fra Restaurant Hjemme samt kokkene fra Odd Fellow Palæet.

Mad, vin og en dejlig aften koster 750 kr. pr. person og kan købes fra den 1. maj på billetto. Overskuddet går ubeskåret til Foreningen for Skånsomt kystfiskeri (FSK).

“Stjernekokke for Skånsomt Fiskeri” er et samarbejde mellem Odd Fellow Palæet, Fiskerikajen ApS og Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri (FSK). Arrangementet er et støttearrangement. Så alle kokke, tjenere samt hjælpere arbejder frivilligt på dagen. Fisken er desuden sponsoreret af kystfiskere fra FSK.

Se billeder fra tidligere arrangementer her.

Kontakt 

Michael Garre, kok Odd Fellow Palæet, tlf.: 2449 2054

Mie Bostlund, kok på Odd Fellow Palæet, tlf.: 3132 9444. Læs om Odd Fellow Palæet her.

Jesper Hansen, medindehaver af Fiskerikajen ApS, tlf.: 6060 3118. Læs mere om Fiskerikajen ApS her.

Hanne Lyng Winter, biolog i Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri, tlf.: 28109059. Læs mere om Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri her.