jobopslag_FSK

Projektleder til etablering af mærke for skånsomt fanget fisk

Januar til juni 2018 barselsvikariat – ansøgningsfrist d. 3. januar 2018

Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri søger en projektleder til at igangsætte et projekt, som skal starte et mærke for skånsomt fanget fisk op. Med tiden skal mærket være et statsligt mærke ligesom Ø-mærket. Dette er firstmover-kampagnen, som skal fokusere på kvalitetsorienterede fiskehandlere, spisesteder og offentlige køkkener.

Arbejdsplan – store træk

Kriterierne for deltagelse i mærknings-ordningen skal færdiggøres i samarbejde med fiskerne og de mange aktører, som skal bruge mærket i fremtiden. Dernæst skal mærkets identitet og logo skabes i samarbejde med kampagnebureauet og selve kampagnen planlægges. Alt sammen med inddragelse af fiskerne, som skal fiske til mærket.

Arbejdet skal udføres i tæt samarbejde med vores rådgiver og fiskeribiolog, Iben Rathje og foreningens formand og bestyrelse. Du kommer til at være en del af et team, som arbejder sammen, så du kommer ikke til at stå alene med opgaverne. Stillingen er som udgangspunkt 25-30 timer ugentligt. Vi er en landsdækkende organisation, og arbejdsopgaverne kræver møder på tværs af landet. Vi har kontorplads til rådighed i København, men vi kan også godt arbejde på tværs af landet, hvis du har et ønske om en anden daglig arbejdsplads.

Vi forventer at du:

-Har stor interesse for fiskeri og en god forståelse for skånsomt kystfiskeri

-Har god forståelse og interesse for kvalitets mad

-kan lede et projekt inkl budget og arrangering af konferencer, events m.m.

-Er en god netværker og god til at imødekomme de forskellige virksomheder og fiskeres behov i fht kommunikation og koordination

-Kan sikre fremdrift og tager 100 % ansvar i fht eksekvering af projektet

Vi tilbyder:

-Et arbejdsliv i en organisation, som præger den politiske dagsorden

-Et arbejdsliv hvor der arbejdes på tværs af meget forskellige faglige retninger blandt, fiskere, kokke, fiskehandlere, marketingsspecialister, biologer, embedsfolk og politikere

-Et spændende fagområde og en høj faglighed omkring fiskeriet

-Et godt og fleksibelt arbejdsmiljø

-Et højt tempo og et engageret team med godt kammeratskab

Til juli kommer vores faste medarbejder tilbage fra barsel, men alt efter hvordan opgavefordelingen ser ud til den tid, kan der blive tale om en forlængelse.

For yderligere info samt ansøgning: Ring eller skriv til Iben på 30230767, [email protected]

Projektet er finansieret via midler fra EU’s Hav- og Fiskerifond og Villum og Velux fondene.