Sæler og krabber fastholder ubalancen i havet

Af Søren Jacobsen
Formand for Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri (FSK).  Indlæget er bragt på Altinget den. 2. april 2019.

Når for mange dyr skaber ubalance – skal vi mennesker genskabe balancen.

Havets natur skal være i balance. Det er målet med havstrategidirektivet. Værktøjerne til at opnå den balance er i regeringens udkast til havstrategi ikkeeksisterende. Det er under al kritik. For et fødenet i balance bør være det ultimative mål for en god naturforvaltning.

Der er nogle dyr, der truer den øvrige natur og det skånsomme kystfiskeri. Det er for eksempel sæler og krabber. Dem er der kommet rigtig mange af. Så mange, at de truer balancen i havet.

Genskabelse af balancen
Hvis vi skal gøre os håb om at genskabe balancen, er vi nød til at sætte ind nu og pleje vores natur. Vi foreslår derfor at:

  • Man meget hurtigt igangsætter undersøgelser af, om sæler har en negativ effekt på de kystnære fiskebestande, og om sæler dermed truer balancen og den marine biodiversitet.
  • Vi ændrer præmissen i forvaltningen af sæler. Målet skal være balance imellem sæler og den øvrige natur. Ikke et blindt afsæt i at beskytte sæler.
  • Undersøge om fjernelse af strandkrabber kan sætte gang i en positiv udvikling i de kystnære områder og fjordene som middel til at genoprette ålegræs og danne basis for bedre forhold for fiskeyngel.

Der er også andre ting, der skal ses på. Men de her punkter er meget vigtige.

Sælerne i Danmark
Spættet sæl nærmer sig det antal, vores natur kan rumme. Gråsælerne er talrige omkring Bornholm. I det øvrige Danmark er der ikke så mange af dem. Endnu. Men de, der er, har en stor effekt på den kystnære natur.

Fiskeriet er mange steder blevet stort set umuligt på grund af sæler. Sælerne æder fiskene i garnene og på krogene. Men værre endnu. Så forsvinder fiskene helt fra de kyster og fjorde, hvor der er mange sæler.

I store dele af Limfjorden er der stort set kun sild og skaldyr tilbage at fiske. Resten af fiskene er væk. En undtagelse er en lille lomme vand syd for fjorden, der hænger sammen med fjorden via en lille kanal. Her er der ingen sæler. Og her vrimler det med for eksempel skrubber.

I den østlige Østersø er torskene inficeret med torskens leverorm. De mange parasitter har direkte sammenhæng med de mange gråsæler, da gråsælen er nødvendig for leverormens livscyklus. Torskens leverorm påvirker torskens helbred og gør dem svagere og tyndere.

I dag har sælerne det altså godt og er i fremgang. Imens andre dele af naturen har det knap så godt.

I Gulf of St. Lawrence i Canada har forskere påvist, at sælerne forhindrer genopbygningen af fiskebestandene. Hvad hvis det samme er tilfældet her i Danmark? At sælerne faktisk er ødelæggende for resten af naturen?

Vi kan ikke lade stå til og lade sælernes beskyttelse trumfe det overordnede økosystems balance. Andre dyr i vores natur reguleres, hvis de bliver så talrige, at det er ødelæggende for andre dyr og for mennesker. Det gælder for eksempel bramgæs, der, selvom de er fredede, reguleres, fordi de ødelægger markerne. Det gælder også for kronvildt, der reguleres for at skabe balance.

Ond spiral
Kystnært døjer både fiskeriet og naturen også med en eksplosion i bestandene af strandkrabber. Det er dårligt nyt. For strandkrabberne kan måske forhindre etableringen af ålegræs. Når ålegræsset mangler, mangler et vigtigt habitat for fiskeyngel – for eksempel torsk – der ellers kan holde strandkrabbebestanden nede.

Der er altså tale om en meget uheldig spiral, som ikke sådan lader sig bryde, uden at vi får fjernet strandkrabberne og startet en sund udvikling, hvor der er plads til både strandkrabber, ålegræs og fiskeyngel. Andre steder i verden er det lykkedes at vende udviklingen ved at fjerne krabber fra naturen.

Hvad nu hvis sælerne er med til at holde de kystnære torskebestande nede, som det ses i Canada? Og det indirekte bevirker, at der kommer flere og flere strandkrabber, fordi torsken mangler? Det er en ond spiral, hvis det hænger sådan sammen. Og den spiral kan ikke brydes, uden at vi griber ind.